Så er det blevet påske! - En hyggelig tid med rum til ekstra oplevelser og eksperimenter med familie og børn. :-) Vi lavede i aftes disse banan-is med børnene; en lækker, børnevenlig dessert, som de selv kan være med til at lave.
Jeg beklager billedkvaliteten og det manglende lys, der skyldtes at min mobil var ved at løbe tør for strøm.
Det er meget nemt. Du skal bruge:
Modne bananer
Mørk chokolade sødet med stevia
nødder til pynt - her har børnene fået lov til at supplere med kage-krymmel
ispinde eller frugtspyd (man kan sågar nok bruge teskeer, af mangel på samme!)
Jeg startede med at skrælle bananerne og skære dem i halve, så de ikke er så lange at isene knækker midt i herlighederne. Derefter knækkes chokoladen og puttes i vandbad. Vær opmærksom på ikke at sætte alt for høj varme under kogepladen, da chokoladen herved vil varmes for hurtigt op og blive grynet og tør. Man kan eventuelt tilføje en spiseskefuld lechitingranulat i chokoladen, for at forkæle hormon- og nervesystemet hos de små. Det gjorde jeg.:-)
Den smeltede chokolade smøres på bananerne, der er sat på pinde (eller teskeer - placer holderen så centralt i bunden af bananen som muligt, så de ikke knækker af ved første bid.) Man kan bruge en smørekniv til at fordele chokoladen med. Derefter drysses hakkede nødder eller andet på bananen mens den drejes, og de placeres tilsidst på en tallerken og sættes i fryseren i en times tid.
Voilá!
Lige til at spise!
Rigtig god påske, fra NaturZonen. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar